Mjølner Hammer
Nyheder

Donationer

14. december 2012
  • Print

Mjølner Informatics har besluttet at samle donationerne til velgørenhed, etc. i én årlig donation. I år gives denne donation til to formål, der har socialt og økonomisk trængte familier i fokus, nemlig Broen Danmark og Mødrehjælpens juleindsamling.

Mødrehjælpen

Mødrehjælpen er en privat humanitær organisation, der rådgiver og støtter børnefamilier, som har det svært.

Mødrehjælpens formål er at rådgive og hjælpe børnefamilier og gravide. De hjælper på mange måder. De rådgiver og giver økonomisk, social- og uddannelsesmæssig støtte. De hjælper med at (gen)etablere sociale netværk omkring den enkelte, så der er nogen til at tage hånd om én, når der er brug for det. De tager altid udgangspunkt i en forbedring af børns vilkår i opvæksten. De arbejder for at styrke forældrene, så de bliver i stand til at give deres børn kærlighed og tryghed i opvæksten.

Mødrehjælpen arbejder også politisk for at fremme børnefamiliers vilkår.

Sidste år imødekom Mødrehjælpen mere end 8000 henvendelser om rådgivning og støtte til familier. Dertil kommer alle de børn og forældre, som får hjælp fra Mødrehjælpens lokalforeninger.

Broen Danmark

BROEN - en forening, der hjælper udsatte børn

BROEN har som formål at støtte udsatte børn med sportskontingenter, sportsudstyr og hjælp til transport til og fra sport eller andre fritidsaktiviteter, som hjælper børnene væk fra en vej til stoffer og kriminalitet.

Ifølge oplysninger fra Socialministeriet lever ca. 70.000 danske børn i en familie, hvor én eller begge forældre er narkomaner eller alkoholikere. Dertil kommer formentlig lige så mange børn fra ressourcesvage familier - det kan være enlige mødre/fædre, sygdomsramte familier og familier med anden etnisk baggrund, hvor familiens situation betyder, at barnet ikke har mulighed for et aktivt fritidsliv sammen med andre børn eller unge.

BROEN er startet i Horsens af Hans Søgaard i 2002, og BROEN Horsens hjælper i øjeblikket mere end 400 børn, så de kan have et aktivt fritidsliv.