Mjølner Hammer
Nyheder

Hædret i it-verdenens muskeldyst

27. september 2006
  • Print

Pressemeddelelse: Mjølner Informatics er endnu engang kommet på sejrsskamlen i den danske it-kåring Top 100. Virksomheden er blevet tildelt en plads i top 3 i kategorien basissoftware.

For anden gang i virksomhedens historie er Mjølner Informatics blevet kåret som cremen af danske softwarehuse. Derfor var der champagne og ros til virksomhedens 60 medarbejdere, da det blev afsløret, at deres indsats har ført til en podieplads i kategorien basissoftware i dette års Top 100-undersøgelse udarbejdet af Computerworld.

- Jeg er glad og stolt, for jeg ser placeringen som et bevis på, at Mjølner Informatics har nogle af de dygtigste medarbejdere i branchen. De er fænomenalt gode til at udvikle innovative løsninger i tæt samarbejde med vores kunder. Samtidig mestrer de at kapere en stejl vækst, der betyder, at de løbende får nye talentfulde kolleger, siger Jørgen Lindskov Knudsen, Mjølner Informatics.

I Top 100-undersøgelsen har Computerworld analyseret regnskabstal for de 324 største danske it-virksomheder efter en objektiv metode, der er udarbejdet sammen med regnskabseksperter fra Danmarks Statistik, Roskilde Universitetscenter og Det Kongelige Bibliotek.

På baggrund af undersøgelsen kårer Computerworld de bedste danske it-virksomheder inden for en række kategorier. Vinderne blev afsløret ved et kåringsshow onsdag d. 27. september i Valby. På netavisen Computerworld Online vil hovedkonklusionerne efter showet kunne ses på: www.cw.dk/top100