Mjølner igen blandt Europas Bedste Arbejdspladser
21. maj 2010Softwarehuset Mjølner Informatics indtager i år en 19. plads i Great Place to Work® Institutes kåring af Europas 50 Bedste SME Arbejdspladser.
En analyse af trivslen i softwarehuset afspejler, at medarbejderne generelt føler sig som en del af mere end bare en arbejdsplads. Det viser de mange komplimenter til virksomhedskulturen. En medarbejder udtaler:
”Det er sjovt at være her – til hverdag såvel som til fest. Topledelsen understøtter et højt socialt niveau ved at sponsorere festforeningen både med arbejdstimer og penge. Man tilskyndes også til at medbringe sin familie til de forskellige sociale arrangementer”.
En moderne ledelsesstil og en åben kultur er en af de faktorer, som mange medarbejdere fremhæver som dét der gør dem specielt glade for at arbejde hos Mjølner.
”Som medarbejder har man rigtig stor frihed. Det er rigtig godt at arbejdet kan planlægges så man kan flekse og holde fri når man fx skal hente børn. Der tages hensyn og udvises forståelse”.
I Great Place to Work® Institutes kåring af Europas 100 Bedste Arbejdspladser er det især medarbejdernes egen vurdering af miljøet på deres arbejdsplads, der kan bringe den højt op på ranglisten. Besvarelserne har en høj troværdighed, fordi medarbejderne er beskyttet af anonymitet.
Desuden har ledelsen udfyldt en såkaldt kulturprofil, der handler om personalepolitik og praksis. I den samlede vurdering lægges størst vægt på medarbejdernes mening om arbejdspladsen, som indgår med 2/3 i den samlede vurdering.
Midt i al jublen er der dog plads til forbedringer. Et par klassiske gengangere; at løn og frokostordning kan blive endnu bedre. Dog er der bred enighed om, at selvom man aldrig fik en firmasvimmingpool, så er det et godt hus at være i.
En sammenfatning af nogle af de faktorer der gør Mjølners medarbejdere tilfredse:
• God teamspirit og entusiasme
• Stor fleksibilitet og frihed til at planlægge arbejdet
• Hensyn til den enkeltes familieliv
• Gode sociale arrangementer
• Vidensdeling og faglig udvikling prioriteres højt
Bagom undersøgelsen
• For ottende år i træk offentliggør Great Place to Work® Institute listen med de 100 Bedste Arbejdspladser i Europa
• I 2009/10 deltog godt 1300 europæiske arbejdspladser i undersøgelsen
• 28.442 danske ansatte har udfyldt et omfattende spørgeskema om deres arbejdsplads
• Great Place to Work® Institute Danmark er en research- og konsulentvirksomhed, der arbejder for at skabe et bedre samfund ved at hjælpe arbejdspladser med at blive bedre. Great Place to Work® Institute er repræsenteret i mere end 45 lande verden over og har hovedkvarter i San Francisco, USA
• Læs mere på: http://www.greatplacetowork.dk/
Yderligere information: Adm. direktør Jørgen Lindskov Knudsen, 70 27 43 43/ 41 95 36 10.
Mjølner Informatics har gennem årene høstet mange anerkendelser som virksomhed. Læs mere.